Af Mogens Camre, medlem af EU-parlamentet, Dansk Folkeparti
Gerhard Schröder bør takkes for, at han taler rent ud om det Europa, han og EU's vigtigste land, Tyskland, ønsker at skabe. De lande, der er gået ind i euroen, må nu have ens skatte- og finanspolitik, erklærer han, det er en nødvendig følge af den fælles valuta og er nødvendigt for østudvidelsen.
Det er godt, at det bliver gjort klart af en mand, der ikke pakker tingene ind som de danske euro-tilhængere. Det er præcis denne udvikling, vi der er imod dansk deltagelse i euroen, har advaret imod, medens Marianne Jelved og Co. prøvede at bilde befolkningen ind, at der bare var tale om nogle nye sedler og mønter, der skulle gøre livet lettere for erhvervsliv og turister.
Fælles skat og fælles økonomisk politik er, som Schröder siger, nødvendig for at styre eurolandenes økonomi – og det er også rigtigt, at østlandene i mange år vil være uegnede til at styre deres udvikling, så skal de ind i EU, er det mere sikkert at tage magten fra dem og placere den i Bruxelles.
Men det er ikke det Europa, vi vil. Lad det være sagt straks, at fælles skat i nogle danskeres øjne lyder tiltrækkende. Vi vil meget hellere have et skatteniveau, der ligger nærmere Englands og Portugals – men vi vil ikke have deres øvrige samfundsforhold, og derfor er det umuligt.
Det bør stå lysende klart for alle, at fælles skat i hele EU betyder to ting: 1. de offentlige udgifter skal følge samme model i samtlige lande og 2. der vil ske en stor pengeoverførsel fra Nordvesteuropa til Syd- og Østeuropa. Den model er umulig af flere grunde:
I Danmark arbejder hele 76,5 pct. af befolkningen i aldersgruppen 15-64 år. I EU som helhed er gennemsnittet 62,1 medens det i Spanien kun er 52,3 og i Italien 52,5 pct.
Af befolkningsgruppen 15-64 år har Danmark flere ansat i den offentlige sektor end noget andet EU-land: 26,2 pct. Sverige har 26,1, EU's gennemsnit er 17,6. Italien har 13,9 pct. Grækenland 11,9 pct. Spanien 11,2.
Tallene afspejler bl.a., at mange flere kvinder er udenfor arbejdsmarkedet i Sydeuropa og derfor er hele socialsektoren anderledes.
Alt det vil Schröder nu have "harmoniseret". Alle skal gøres til tyskere. For hvis ikke alle arbejder lige meget og har samme sociale vilkår, er der to sikre følger af det tyske forslag: vi i nord kommer til at betale enorme skatter til dem, der ikke arbejder så meget som vi, og vores sociale systemer bryder sammen. Den danske - eller nordiske – model skal moderniseres, men EU's harmoniserede model er umulig.
Det var godt vi stemte nej til euroen. Nu gælder det nej til euro-forbundsstaten.